Når tidligere oplevelser påvirker os

Det har været en meget udbredt holdning, at små børn ikke påvirkes af traumatiske oplevelser i samme grad som større børn og voksne, fordi de ikke helt forstår, hvad de er udsat for.

Forskning har dog vist, at selv helt små børn i langt større grad påvirkes af traumatiske oplevelser og at de risikerer at få psykologiske følger som følge af tidlige traumer (ref 1-6).

En traumatisk oplevelse er en biokemisk reaktion. Når barnet udsættes for et traume, oplever barnet en overvældende sansestimulering. Det kan være i form af smerte og/eller skræmmende stimulering af barnets følesans, synssans, høresans eller lugtesans. Dette kan ødelægge barnets medfødte forventning om, at forælderen vil være der til at beskytte det mod fare. Hvis et barn udsættes for gentagne traumer, vil dette give barnet en forventning om at blive udsat for gentagne smerte og frygt og at være alene i det (ref 4).

Barnet kan også senere i livet komme i situationer, hvor oplevelser minder det om det oprindelige traume, hvor følelserne fra traumet så reaktiveres og yderligere forstyrrer barnets trivsel og udvikling (ref 5).

Undersøgelser har vist, at blandt børn, som har været indlagt på en intensivafdeling, udviser omkring 25% af dem negative psykologiske følger som direkte konsekvens af indlæggel-sen (ref 1). Dette understreger behovet for at anerkende den traumatiske betydning en for tidlig fødsel og et hospitalsforløb kan have på det lille barn.

Forskning har dog vist, at ved at barnet får den rette støtte under og efter traumatiske oplevelser, så kan de rustes til at klare selv meget svære ting (ref 1,7). Alt håb er altså ikke ude, idet ens barn starter livet på en svær og traumatisk måde, men det er af afgørende betydning, at barnet støttes.

  1. Thormann, I. og Poulsen, I. (2013), Hans Reitzels Forlag
  2. Margolin, G. and Vickerman, K.A. (2007), Professional Psychology: Research and Practice, Vol 38(6), 613-619
  3. Vickerman, K.A. and Margolin, G. (2007), Professional Psychology: Research and Practice, Vol 38(6), 620-628
  4. Chu, A.T. and Lieberman, A.F. (2010), Annual Review of Clinical Psychology, 6, 469-94
  5. Punoos, R.S. et al. (1999), Biological Psychiatry, 46 (11), 1542-54
  6. Elklit, A. og Gudmundsdóttir, D. (2006), Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, Tidsskrift for Pædagogisk Psykologi – Blå serie, Nr.B29
  7. Jørgensen, P.S. (1993), Det tværministerielle Børneudvalg, Socialministeriet